Danske Jens’er eller afrikanske børn?

Når der den seneste tid har været talt om det nye forsvarsforlig, har vinklen været ens – alle steder er der blevet fokuseret på, at SF for første gang er med i et forsvarsforlig, og der er ikke blevet fokuseret videre på det substantielle i forliget.

Hvad jeg dog personligt synes er mere pudsigt, end blot det faktum at SF er med i forliget, er, at forliget har den virkning, at der over de næste fem år bliver taget 325 millioner fra ulandsbistanden, som i stedet overføres til militære operationer.

Personligt synes jeg at det er fuldstændig forrykt, at der igen skæres i den danske ulandsbistand, men når min forargelse sættes til side, er jeg ekstremt overrasket (og skuffet) over at partier som SF og Det Radikale Venstre er gået med til en sådan aftale. Her gik jeg faktisk og troede, at det var godt at man havde sådanne vagthunde i oppositionen, når nu ens eget parti ikke er i stand til at sige DF imod, men sådan skulle det åbenbart ikke være. Danske Jens’er bliver nu selv af oppositionen prioriteret højere end afrikanske børn.

Jeg mener bestemt, at militæret og vores danske soldater skal prioriteres højt – men en sådan prioritering bør bare ikke ske på bekostning af ulandshjælpen (og her primært på bekostning af bistanden til Afrika), og selvom jeg finder det skammeligt, at Det Konservative Folkeparti kan gå med til en sådan prioritering, er jeg endnu mere skuffet over, at ikke engang partier som SF og Det Radikale Venstre er garanter for en langtidssikret og bæredygtig udviklingsbistand.

cha

Glædelig Valdemarsdag!

I dag er det 790 år siden, at Dannebrog – ifølge legenden – faldt ned fra himlen, og hjalp danskerne med at sejre i slaget ved Lyndanisse – en by, der senere blev kendt som Tallinn, Danernes By.

Dette er en dag, der fortjener at blive husket, og derfor ønsker Konkosmo jer alle en glædelig Valdemarsdag – endda med et billede fra netop det sted i Tallinn, hvor Dannebrog efter sigende faldt ned!

cha

Something is rotten in the state of Denmark

I den seneste tid er jeg blevet mere og mere frustreret over den behandling, man møder i den offentlige sektor – især skole- og sundhedsvæsnet har gjort mig meget frustreret.

Senest kan man i dagens aviser læse, at lægesvigt kostede en lille dreng livet. I stedet for at røntgenfotografere drengen og derved konstatere, om han rent faktisk havde slugt et batteri eller ej, blev familien blot sendt hjem igen – og batteriet endte med at ætse drengen op indefra. Dette kommer efter, at en ung mand for en måned siden blev afvist på Rigshospitalet og efterfølgende døde af en hjerneblødning, som formentligt kunne være helbredt, havde han fået den rigtige behandling. Angiveligt blev han afvist fordi sygeplejersken mente, at han sagde han var homofil, og ikke hæmofil, men det kan nu ikke andet end undre, hvis sygeplejerskerne formoder at patienter taler om deres seksuelle præferencer, og ikke om sygdomme, som kan have stor indflydelse på deres liv.

Og ikke bare sundhedsvæsnet, men også skolevæsnet, bidrager til en stigende frustration. For små 14 dage siden blev jeg ikke bare frustreret, men også vred og inderligt ked af det, da jeg kunne læse, at en 12-årig dreng havde hængt sig selv, efter at være blevet mobbet i skolen. Sådan noget må bare ikke kunne ske, og når det kommer til mobning i skolen, har skolen et kæmpe ansvar – for forældre kan ikke vide andet om hvad der foregår i skolen, end hvad børnene og skolen fortæller dem om, og hvis et barn undlader at fortælle forældrene om mobningen, må og skal det være skolens pligt, at informere forældrene om dette, og ikke mindst tage hånd om det.

Vi priser os i Danmark lykkelige for vores gratis velfærdsydelser, og er uhh og ihh så glade for at kunne komme gratis til lægen og gratis i skole – men som bekendt er der no such thing as a free lunch, og hvis prisen for de gratis ydelser er at sende folk hjem for at dø i stedet for at redde deres liv, og at være medskyldig i selvmord ved at vende det blinde øje til, ja, så er der virkelig noget galt.

Jeg ved ikke, hvad der skal til for at vende den frygtelige kurs, som både sundhedsvæsenet og skolevæsenet er på, men der er i hvert fald brug for selvransagelse i de sektorer, hvis ikke de tre ovenstående dødsfald skal være helt og aldeles forgæves.

cha

Ja, ja, JA!

På søndag skal vi som bekendt stemme – og ikke blot om hvilke 13 danskere, der skal repræsentere os i Europa-Parlamentet, men også om hvorvidt Tronfølgeloven skal ændres, så det fremover er den førstefødte, og ikke kun den førstefødte dreng, der arver tronen.

Jeg har førhen været stærk tilhænger af nej til denne ændring. Dels fordi Kongehuset ikke er en institution, der er ligestillet med resten af samfundet – og man derfor kan argumentere for, at ligestilling heller ikke hører til indenfor Kongehuset. Dels fordi, det ikke er et aktuelt problem; Kronprins Frederik er som bekendt den ældste i børneflokken – og af hankøn – og hans ældste barn er også en dreng.

MEN – jeg har faktisk taget forskud på glæderne, og har allerede brevstemt. Og på min stemmeseddel stod der ikke nej – der stod JA.

En af de ting, der fik mig til at stemme ja, er, at det simpelthen er et for usympatisk signal at sende, at sige at kvinder ikke kan være lige så gode regenter som mænd. For selvom Kongehuset ikke er demokratisk i sin opbygning (man bliver jo født til tronen, og ikke valgt dertil), er det da ekstremt usympatisk at straffe et kvindeligt ældstebarn, udelukkende fordi hun ikke er på valg.

En af de andre ting, der gjorde, at jeg valgte at stemme ja, er, at det netop ikke er en aktuel problemstilling. Jeg synes det er meget vigtigt, at en ændring i Tronfølgeloven bliver en generel, principel, ændring, og ikke en ændring, der foretages på baggrund af personers udseende (eller formodede intelligens, som ved ændringen i 1953). Det skal således ikke være fordi Prins Christian engang får en smuk, intelligent datter, med en knap så pæn lillebror, at at der om 50 år laves en ændring, men simpelthen fordi, at det til enhver tid antages, at en storesøster kan blive en lige så god regent som en storebror.

Derfor: Stem ja, så vi kan vise, at piger er lige så gode som drenge, og være med til at få bare en lille indflydelse på en institution, som ellers er udenfor vores rækkevidde.

cha