Inspiration til moderne borgerlighed

Når nu nogen, for en gangs skyld, laver ens arbejde for en, skulle man da være et skarn om man ikke rapporterede det videre! Det drejer sig i dette tilfælde om CEPOS’ top 13 liste over borgerlige tænkere med relevans, og til inspiration, for moderne borgerlige. Ikke mindst konservative kosmopolitter! Udgivelsen, 13 frihedstænkere kan købes her. I sin blog på Berlingske.dk fremhæver Jesper Beinov, redaktionschef ved Midtjyske, top 10:

1. Machiavelli
2. John Locke
3. David Hume
4. Adam Smith
5. Edmund Burke
6. Søren Kierkegaard
7. F. A. von Hayek
8. Karl Popper
9. George Orwell
10. Milton Friedman

Man kan, som Beinov selv påpeger, undre sig lidt over prioriteringen, især når overskriften er “13 Frihedstænkere”. Her er den Machiavellis godmodige magtbegreb måske en hver scient.pol’ers våde drøm, men ikke nødvendigvis nummer 1 på en liste over frihedstænkere. Nuvel. Se hele listen, og Beinovs udmærket begrundelser for valgene på Jesper Beinovs Blog og døm selv. Som scient.pol’er må jeg naturligvis også anbefale originalteksterne! 

pal

Danskhed som politik

Den anden dag havde jeg igen fornøjelsen af at høre Mette Frederiksens evigt skingre stemme – denne gang i “Go’ Morgen Danmark”, hvor hun talte om at DF’s tagen patent på danskhed og et opgør med dette.

Jeg er bestemt ikke enig i, at DF har taget patent på danskhed. Det kan godt være, at DF er glade for Dannebrog, danske viser og højtbelagt smørrebrød – men det er jeg også, og jeg føler mig altså ikke som DF’er (hvordan det så end føles..?) når jeg spiser dyrlægens natmad, synger Skipper Klements Morgensang og råber “hurra” med et rødt-hvidt flag i hånden.

Jeg er bestemt heller ikke enig i den “nye” danskhed, som Mette Frederiksen fremlagde. Ifølge hende – og resten af Socialdemokratiet – handler danskhed nemlig om et retfærdigt sygehusvæsen, at man ikke slår sine børn, og at ingen er fattige. I mine ører lyder den danskhed ikke som et kulturelt fællesskab, men slet og ret som parti-politik – og med det gør Mette Frederiksen og Socialdemokraterne sig ikke en hak bedre end DF, tværtimod! Jeg havde aldrig troet, at jeg ville fremhæve DF, men i det mindste sætter de ikke åbenlyst lighedstegn mellem fx Dannebrog og en stram udlændingepolitik, eller smørrebrød og og bedre ældrepleje, hvorimod Mette Frederiksen bestemt ikke lagde skjul på, at der skulle sættes direkte lighedstegn mellem danskhed og parti-politik.

Men hvad så hvis man er uenig i politikken? Jeg mener fx at man bør genindføre revselsesretten, og det er ikke dansk ifølge Mette Frederiksen – men hvad er jeg så? Svensker? Nordmand? Eller måske amerikaner?

Man må håbe, at folk ikke falder for Socialdemokraternes tåbelige idé – for mage til slet skjult, diskriminerende, politisk vås skal man da godt nok lede længe efter! Lad dog danskhed handle om de ting, der samler os – lad os føle os danske sammen, når vores  håndboldpiger vinder (eller måske mere aktuelt, taber), når vi hepper på fodbolddrengene, og når vi forbander den østeuropæiske Melodi Grand Prix-mafia – men hold for guds skyld parti-politik uden om den sag.

cha

Medmenneskelighed eller kulturimperialisme?

For et stykke tid siden, blev jeg bedt om at skrive et debatindlæg til Konservativ Ungdoms medlemsblad “En lige højre” – og nu kan det også læses her:

I juli 2007 var jeg i Cambodia, hvor jeg både besøgte torturfængslet S-21 og The Killing Fields, to steder, der vidner om et regime – de Røde Khmerer med Pol Pot i spidsen – der formåede at slå en fjerdel af landets befolkning ihjel på så brutale måder, at det får både Hitler og Stalin til at ligne søndagsskolebørn.

Når man, som jeg gjorde den juli-dag, står ved siden af et træ, mod hvilket små børn blev kastet og knust, når man kigger op på et tårn, hvori der ligger kranier fra tusindvis af uskyldige ofre, er man ikke i tvivl – menneskerettigheder er vigtige. Og én ret er vigtigere end alle andre – retten til sit eget liv.

Manglende asyl-logik

Indrømmet. Jeg er ingen ekspert udi den danske udlændingelovgivning, men jeg hører til den gruppe af mennesker, der synes at den er for stram – og ikke bare synes jeg den er for stram, jeg synes også den er ulogisk.

En af de ting, der undrer mig, er, at man overhovedet har mulighed for at give afviste asylansøgere tålt ophold. For det første er det paradoksalt, at man afviser at give folk asyl, men alligevel lader dem blive i landet, og for det andet forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor man ikke i stedet giver de mennesker en midlertidig opholdstilladelse, så de har mulighed for at hjælpe til på arbejdsmarkedet, og få en mere normal hverdag – det er nemlig heller ikke billigt at have asylcentre, og kigger man på det med lidt kyniske briller, kan det da kun være en fordel, at de afviste asylansøgere så kan være med til at tjene nogle af de penge tilbage igen.

Hvad der dog også undrer mig er, at man ikke i langt højere grad laver asylcentre i nærområderne. Dansk Folkeparti har godt nok en idé om, at Danmark tilsyneladende flyder med mælk og honning, og at man derfor intet højere ønske kan have, end at komme til Danmark – men jeg tror nu, at de fleste mennesker til enhver tid hellere vil være der, hvor de hører til, hvor de taler sproget og forstår kulturen. Hvis man fx for flygtninge fra Darfur valgte at sende penge, der skulle have været brugt på asylcentre i Danmark, til Tchad eller Cameroun, ville de penge altså række meget længere – man ville kunne hjælpe mange flere mennesker - og menneskene ville stadig være i et område, der var tilpas kendt, og ikke i et fremmed, koldt land højt mod nord.

En konservativ asylpolitik må og skal handle om sammenhænge – men den danske asylpolitik er ikke meget andet end brudstykker.

cha